Privatlivspolitik
Træder i kraft: 30. september 2021
Privatlivspolitik
Træder i kraft: 30. september 2021
Snap Inc. er en kameravirksomhed. Vores tjenester – herunder Snapchat, Bitmoji, Spectacles, annoncer og andre, der linker til denne Privatlivspolitik – giver dig hurtige og sjove måder, du kan udtrykke dig på, leve i nuet, lære om verden og have det sjovt sammen med andre!
Når du bruger disse tjenester, deler du nogle oplysninger med os. Derfor vil vi gerne være åbne og ærlige omkring de oplysninger, vi indsamler, hvordan vi bruger dem, hvem vi deler dem med, og hvilke valgmuligheder vi giver dig for at styre, få adgang til, opdatere og slette dine oplysninger.
Det er derfor, vi har skrevet denne Privatlivspolitik. Og vi har forsøgt at skrive den på et sprog, der er til at forstå, og som ikke er fyldt med alt for mange juridiske udtryk. Hvis du stadig har spørgsmål til noget i vores Privatlivspolitik, skal du naturligvis bare kontakte os.
Du bør læse hele vores Privatlivspolitik, men hvis du kun har nogle få minutter eller gerne vil huske noget senere, kan du altid kaste et blik på dette resumé - så du kan gennemgå nogle af de grundlæggende ting på få minutter.
Vi indsamler oplysninger inden for tre grundlæggende kategorier:
Oplysninger, du giver os.
Oplysninger, vi får, når du bruger vores tjenester.
Oplysninger, vi får fra tredjeparter.
Her er lidt flere detaljer om hver kategori.
Når du interagerer med vores tjenester, indsamler vi oplysninger, som du giver os. For eksempel kræver de fleste af vores tjenester, at du opretter en Snapchat-konto, så vi er nødt til at indsamle nogle få vigtige oplysninger om dig, såsom dit navn, brugernavn, adgangskode, e-mailadresse, telefonnummer og fødselsdato. Vi kan også bede dig om yderligere oplysninger, som vil være synlige offentligt på vores tjenester, såsom et profilbillede eller en Bitmoji-avatar. Andre tjenester, såsom handelsvarer, kræver muligvis også, at du oplyser os om et debet- eller kreditkortnummer og de dertilhørende kontooplysninger.
Du giver os naturligvis også de oplysninger, du sender via vores tjenester, såsom Snaps og chatbeskeder. Husk på, at de brugere, du sender Snaps, chatbeskeder og alt andet indhold til hver en tid kan gemme det eller kopiere det uden for appen. Så den samme sunde fornuft, der gælder for internettet i almindelighed, gælder også for Snapchat: Send ikke beskeder og del ikke indhold, som du ikke ønsker, at andre skal gemme eller dele.
Når du kontakter kundeservice eller på anden måde kommunikerer med os, indsamler vi selvfølgelig også de oplysninger, du frivilligt giver os, eller som vi skal bruge for at løse dit problem.
Når du bruger vores tjenester, indsamler vi oplysninger om, hvilke tjenester du har brugt, og hvordan du har brugt dem. Vi kan for eksempel have viden om, at du så en bestemt Historie, så en specifik annonce i et vist tidsrum og sendte et par Snaps. Her forklarer vi nærmere, hvilke typer oplysninger vi indsamler, når du bruger vores tjenester:
Oplysninger om brug. Vi indsamler oplysninger om din aktivitet via vores tjenester. I visse tilfælde kan vi indsamle oplysninger om:
hvordan du interagerer med vores tjenester, såsom hvilke Filtre du ser eller bruger til dine Snaps, hvilke Historier du ser i Discover, om du bruger Spectacles, eller hvilke søgninger du foretager.
hvordan du kommunikerer med andre Snapchattere, f.eks. deres navne, tidspunkt og dato for din kommunikation, antallet af beskeder du udveksler med dine venner, hvilke venner du oftest udveksler beskeder med og dine interaktioner med beskeder (f.eks. når du åbner en besked eller tager et screenshot).
Oplysninger om indhold. Vi indsamler indhold, som du skaber på vores tjenester, f.eks. speciallavede mærkater og oplysninger om det indhold, du skaber eller leverer, f.eks. om modtageren har set indholdet og de metadata, der leveres sammen med indholdet.
Oplysninger om enheder. Vi indsamler oplysninger fra og om de enheder, du bruger. Vi indsamler for eksempel:
oplysninger om din hardware og software, såsom hardwaremodellen, hvilken udgave styresystem du bruger, enhedens hukommelse, identifikatorer til annoncering, unikke app-id'er, installerede apps, unikke enhedsidentifikatorer, browsertype, installerede tastaturer, sprog, batteriniveau og tidszone;
oplysninger fra enhedens sensorer, for eksempel accelerometre, gyroskoper, kompasser, mikrofoner og om du har hovedtelefoner forbundet; og
oplysninger om dine trådløse og mobile netværksforbindelser, f.eks. mobilnummer, serviceudbyder, IP-adresse og signalstyrke.
Enhedens telefonbog. Fordi det på Snapchat drejer sig om at kommunikere med venner, kan vi – med din tilladelse – indsamle oplysninger fra din enheds telefonbog.
Kamera og billeder. På mange af vores tjenester er det nødvendigt for os at indsamle billeder og andre oplysninger fra din enheds kamera og billeder. Du kan for eksempel ikke sende Snaps eller uploade billeder fra din kamerarulle, medmindre du giver os adgang til dit kamera eller dine billeder.
Oplysninger om lokation. Når du bruger vores tjenester, indsamler vi muligvis oplysninger om din lokation. Med din tilladelse kan vi også indsamle oplysninger om din præcise lokation ved hjælp af metoder, der bl.a. omfatter GPS, trådløse netværk, mobilmaster, Wi-Fi-adgangspunkter og andre sensorer som f.eks. gyroskoper, accelerometer og kompasser.
Oplysninger indsamlet af cookies og andre teknologier. Som de fleste andre onlinetjenester og mobilapps bruger vi cookies og andre teknologier, som f.eks. webbeacons, weblager og unikke enheds-id'er, til at indsamle oplysninger om din aktivitet, browser og enhed. Vi kan også bruge disse teknologier til at indsamle oplysninger, når du interagerer med tjenester, som vi tilbyder via en af vores partnere, som f.eks. annoncering og handelsfunktioner. Vi kan for eksempel bruge oplysninger indsamlet på andre hjemmesider til at vise dig mere relevante annoncer. De fleste webbrowsere er indstillet til som standard at acceptere cookies. Hvis du foretrækker det, kan du som regel fjerne eller afvise browsercookies via indstillingerne på din browser eller enhed. Men husk, at det kan påvirke vores tjenesters tilgængelighed og funktionalitet, hvis du fjerner eller afviser cookies. Se vores Cookiepolitik for at få mere at vide om, hvordan vi og vores partnere bruger cookies på vores tjenester og dine valg.
Logoplysninger. Vi indsamler også logoplysninger, når du bruger vores hjemmeside, såsom:
detaljer om, hvordan du bruger vores tjenester;
enhedsoplysninger, for eksempel din browsertype og dit sprog;
adgangstidspunkter;
sete sider;
IP-adresse;
id'er, der er tilknyttet cookies eller andre teknologier, som tildeler et unikt id til din enhed eller browser; og
sider, du har besøgt, før eller efter du navigerede til vores websted.
Vi kan indsamle oplysninger om dig fra andre brugere, vores tilknyttede selskaber og tredjeparter. Her er et par eksempler:
Hvis du knytter din Snapchat-konto til en anden tjeneste (såsom Bitmoji eller en tredjeparts-app), kan vi modtage oplysninger fra den anden tjeneste, om hvordan du f.eks. bruger denne tjeneste.
Annoncører, appudviklere, udgivere og andre tredjeparter kan også dele oplysninger med os. Vi kan, blandt andet, bruge disse oplysninger til bedre at målrette eller måle reklamers præstation. Du kan lære mere om vores brug af denne type tredjepartsdata i vores Kundecenter.
Hvis en anden bruger uploader sin kontaktliste, kan vi kombinere oplysninger fra den brugers kontaktliste med andre oplysninger, vi har indsamlet om dig.
Hvad gør vi med de oplysninger, vi indsamler? Klik her for et mere detaljeret svar. Det korte svar er, at vi tilbyder dig en række fantastiske produkter og tjenester, som vi konstant forsøger at forbedre. Her er de måder, vi gør det på:
udvikler, driver, forbedrer, leverer, vedligeholder og beskytter vores produkter og tjenester.
sender dig beskeder, herunder e-mails. Vi kan for eksempel bruge e-mail til at besvare support-anmodninger eller til at dele information om vores produkter, tjenester og tilbud, som, vi tror, vil have din interesse.
følger og analyserer tendenser og brug.
tilpasser vores tjenester ved, blandt andet, at foreslå venner, profiloplysninger eller Bitmoji-mærkater, hjælper Snapchattere med at finde hinanden i Snapchat, tilknyttede og tredjepartsapps og tjenester, eller brugerdefinerer det indhold, vi viser dig, herunder annoncer.
giver din oplevelse sammenhæng ved blandt andet at tagge dit indhold i Minder med præcise lokaliseringsoplysninger, (selvfølgelig kun hvis du har givet os tilladelse til at indsamle disse oplysninger), og anvende andre tags baseret på indholdet.
leverer og forbedrer vores annoncetjenester, målretning af annoncer og måling på annoncer, herunder ved brug af oplysninger om din præcise lokation (kun hvis du har givet os tilladelse til at indsamle disse oplysninger), både i og uden for vores tjenester. Se afsnittet Kontrol over dine oplysninger herunder for at få mere at vide om Snap Inc.'s annonceringspraksis og dine valg.
forbedrer sikkerheden af og beskyttelsen i vores produkter og tjenester.
bekræfter din identitet og forebygger svindel eller anden uautoriseret eller ulovlig aktivitet.
anvender oplysninger, som vi har indsamlet fra cookies og anden teknologi til at forbedre vores tjenester og din oplevelse med dem.
håndhæver, undersøger og rapporterer adfærd, der overtræder vores Servicevilkår og andre brugspolitikker, besvarer anmodninger fra politimyndigheder, og overholder juridiske krav.
Vi kan også bruge oplysninger fra Apples TrueDepth-kamera til at forbedre kvaliteten af Linser. Oplysninger fra TrueDepth-kameraet bruges i realtid – vi opbevarer ikke disse oplysninger på vores servere eller deler dem med tredjeparter.
Vi kan dele oplysninger om dig på følgende måder:
Med andre Snapchattere. Vi kan dele følgende oplysninger med andre Snapchattere:
oplysninger om dig, for eksempel dit brugernavn, navn og Bitmoji.
oplysninger om, hvordan du har interageret med tjenesterne, f.eks. din Snapchat-"score", navnene på andre Snapchattere, som du er venner med, samt andre oplysninger, der kan hjælpe Snapchattere med at forstå dine forbindelser med andre, der bruger tjenesterne. Fordi det ikke altid fremgår tydeligt, om en ny venneanmodning kommer fra en, du faktisk kender, kan vi dele oplysninger om, hvorvidt du og anmoderen har Snapchat-venner til fælles.
eventuelle yderligere oplysninger, som du har bedt os om at dele. Snap vil for eksempel dele dine oplysninger, når du forbinder din Snapchat-konto til en tredjepartsapp, og hvis du deler oplysninger eller indhold fra Snapchat til tredjepartsappen.
indhold, du slår op eller sender. Hvor bredt dit indhold deles afhænger af dine personlige indstillinger og af, hvilken type tjenester du bruger. En Snap kan for eksempel blive sendt til én ven, du selv vælger, men dit indhold i Min Historie kan blive sendt til andre Snapchattere, du giver lov til at se din Min Historie.
Med alle Snapchattere, vores forretningspartnere og offentligheden. Vi kan dele følgende oplysninger med alle Snapchattere såvel som vores forretningspartnere og offentligheden:
offentlige oplysninger såsom dit navn, brugernavn, profilbilleder, Snapkode og Offentlig Profil.
Offentligt Indhold såsom dine Højdepunkter, tilpassede mærkater, Linser, Historie-indsendelser, der er indstillet til at kunne ses af alle og andet indhold, som du indsender til en offentlig tjeneste, såsom Spotlight, Snapkortet og andre crowdsourcede tjenester. Dette indhold kan ses, bruges og deles af offentligheden både i og uden for vores tjenester, herunder gennem søgeresultater, på websteder, i apps og i online- og offline-udsendelser.
Med vores tilknyttede selskaber. Vi kan endvidere dele oplysninger med enheder inden for Snap Inc.-koncernen.
Med tredjeparter. Vi kan dele oplysninger om dig med tjenesteudbydere, som udfører tjenester på vores vegne, herunder for at måle og optimere annoncers præstation og levere mere relevante annoncer, heriblandt på tredjepartshjemmesider og apps. Lær mere her.
Vi kan også dele oplysninger om dig med forretningspartnere, der leverer tjenester og værktøjer på vores tjenester. For yderligere information om oplysninger indsamlet af tredjeparter i vores tjenester, kan du besøge vores Support Site.
Vi kan dele oplysninger om dig, såsom oplysninger om din enhed og din brug af denne, som kan hjælpe os og andre til at forhindre svindel.
Vi kan dele oplysninger om dig af juridiske og sikkerhedsmæssige årsager. Vi kan dele oplysninger om dig, hvis vi med rimelighed mener, at offentliggørelse af oplysningerne er nødvendig for at:
overholde juridiske processer, anmodninger fra myndigheder eller gældende lov, regler eller forordninger.
undersøge, afhjælpe eller håndhæve potentielle overtrædelser af vores Servicevilkår og Retningslinjer for brugerne.
beskytte vores eller vores brugeres eller andres rettigheder, ejendom og sikkerhed.
registrere og løse problemer med svindel eller sikkerhedsrisici.
Vi kan dele oplysninger om dig som en del af en fusion eller overtagelse. Hvis Snap Inc. bliver omfattet af en fusion, et aktiesalg, en kapitaltilførsel, afvikling, konkurs eller en hel eller en delvis virksomhedsovertagelse til fordel for en anden virksomhed, kan vi dele dine oplysninger med denne virksomhed før og efter transaktionen.
Ikke-personlige oplysninger. Vi kan også dele opsummerede oplysninger, der ikke er personlige eller er upersonliggjorte, med tredjeparter, der yder os tjenester eller udfører virksomhedsanliggender for os.
Vores tjenester kan indeholde indhold og integrationer fra tredjeparter. Eksempler kan være tredjepartsintegrationer i kameraet, spil fra tredjeparter i chat, og tredjepartsintegrationer i Snap Kit. Du kan gennem disse integrationer give tredjeparter og Snap oplysninger. Vi er ikke ansvarlige for, hvordan disse tredjeparter indsamler eller bruger dine oplysninger. Som altid opfordrer vi dig til at læse privatlivspolitikkerne for alle tredjeparters tjenester, som du besøger eller bruger, herunder de tredjeparter, som du interagerer med via vores tjenester. Du kan få mere at vide om tredjepartstjenester i Snapchat her.
Med Snapchat kan du indfange livet i nuet. Fra vores side betyder det, at de fleste meddelelser – ligesom Snaps og chatbeskeder – der er sendt i Snapchat, automatisk slettes fra vores servere, efter at vi opdager, at de er blevet åbnet af alle modtagere eller er udløbet. Andet indhold, f.eks. Historie-opslag, bliver lagret i længere tid. For yderligere oplysninger om, hvor længe vi opbevarer forskellige indholdstyper, kan du besøge vores Support Site.
Vi opbevarer andre oplysninger i længere tid. For eksempel:
Vi opbevarer grundlæggende kontooplysninger, såsom dit navn, telefonnummer og e-mailadresse, og lister over venner, indtil du beder os om at slette dem.
Vi opbevarer lokationsoplysninger i forskellige perioder baseret på, hvor præcise de er, og hvilke tjenester du bruger. Hvis lokationsoplysninger er forbundet med en Snap, ligesom dem, der er gemt i Minder eller er blevet slået op på Snapkortet, gemmer vi denne lokation, så længe vi opbevarer Snappen. Godt tip: Du kan se de lokationsdata, vi gemmer om dig ved at downloade dine data.
Hvis du nogensinde beslutter dig for at stoppe med at bruge Snapchat, kan du bare få os til at slette din konto. Vi sletter også de fleste af de oplysninger, vi har indsamlet om dig, efter du har været inaktiv i et stykke tid.
Husk, at selvom vores systemer er designede til at udføre automatisk sletning, kan vi ikke garantere, at sletning udføres inden for et bestemt tidsrum. Der kan være juridiske krav om at opbevare dine data, og vi kan være nødsaget til at suspendere denne praksis for sletning, hvis vi modtager gyldige juridiske processer, der beder os om at bevare indhold, hvis vi modtager anmeldelser om misbrug eller andre overtrædelser af Servicevilkårene, eller hvis din konto eller indhold skabt af dig bliver fremhævet af andre eller af vores automatiserede systemer for misbrug eller overtrædelser af Servicevilkårene. Hvis lokationsoplysninger er forbundet med en Snap, ligesom dem, der er gemt i Minder eller er blevet slået op på Snapkortet, gemmer vi denne lokation, så længe vi opbevarer Snappen.
Vi ønsker, at du har kontrol over dine oplysninger, og giver dig derfor adgang til følgende værktøjer.
Adgang, rettelse og flytbarhed. Du kan få adgang til og redigere de fleste af dine grundlæggende kontooplysninger direkte i vores apps. Du kan også bruge Download mine data for at få en kopi af de oplysninger, der ikke er tilgængelige i vores apps i et flytbart format, så du kan flytte dem eller opbevare dem, lige hvor du vil. Da det er vigtigt for os at beskytte dine personlige oplysninger, kan du blive bedt om at bekræfte din identitet eller angive yderligere oplysninger, før du får adgang til eller får lov til at opdatere dine personlige oplysninger. Vi kan også afvise din anmodning om at få adgang til eller opdatere dine personlige oplysninger af flere grunde, f.eks. hvis anmodningen er til skade for andre brugeres privatliv eller er ulovlig.
Tilbagekaldelse af tilladelser. I de fleste tilfælde, kan du, hvis du lader os bruge dine oplysninger, bare tilbagekalde din tilladelse ved at ændre indstillingerne i appen eller på din enhed, hvis din enhed giver dig sådanne muligheder. Hvis du gør det, vil visse tjenester naturligvis miste deres fulde funktionalitet.
Sletning. Vi håber, at du forbliver en livslang Snapchatter, men hvis du på et tidspunkt af den ene eller anden årsag ønsker at slette din konto, kan du klikke her for at få mere at vide. Du kan også slette visse oplysninger i appen, såsom billeder, du har gemt i Minder, indsendelser til Spotlight og søgehistorik.
Annoncepræferencer. Vi forsøger at vise dig annoncer, som vi mener er relevante for dine interesser. Hvis du ønsker at ændre de oplysninger, vi og vores annonceringspartnere bruger til at vælge disse annoncer, kan du gøre det i appen og gennem dine enhedspræferencer. Klik her for at få mere at vide.
Kommunikation med andre Snapchattere. Det er også vigtigt for os, at du har kontrol over, hvem du kommunikerer med. Derfor har vi opbygget en række værktøjer under Indstillinger, som giver dig mulighed for at angive, bl.a. hvem der må se dine Historier, om du kun vil modtage Snaps fra dine venner eller fra alle Snapchattere, og om du vil blokere en anden Snapchatter, så vedkommende ikke kan kontakte dig igen. Klik her for at få mere at vide.
Vi kan indsamle dine personlige oplysninger fra, overføre dem til og opbevare og behandle dem i USA og andre lande end dit bopælsland. Når vi deler oplysninger uden for dit bopælsland, når vi er juridisk forpligtet til at gøre det, sørger vi for at gøre det via en passende overførselsmekanisme. Vi sørger også for, at alle tredjeparter, vi deler oplysninger med, har en passende overførselsmekanisme. Du kan finde yderligere oplysninger om, hvilken dataoverførselsmekanisme vi bruger her, og de kategorier af tredjeparter, vi deler oplysninger med her.
Du kan have specifikke privatlivsrettigheder i din stat eller region. I USA har beboere i Californien og andre stater for eksempel specifikke privatlivsrettigheder. Snapchattere i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), Storbritannien, Brasilien, Republikken Korea og andre jurisdiktioner, har også specifikke rettigheder. Vi har et opdateret overblik over specifikke oplysninger om stat og region her.
Vores tjenester er ikke beregnet til – og vi retter dem ikke mod – nogen under 13. Og derfor indsamler vi ikke forsætligt personlige oplysninger fra nogen under 13. Vi kan desuden begrænse, hvordan vi indsamler, bruger og opbevarer nogle af oplysningerne fra EØS- og UK-brugere mellem 13 og 16. I nogle tilfælde betyder dette, at vi ikke har mulighed for at levere visse funktioner til disse brugere. Hvis vi er afhængige af samtykke som et retsgrundlag for behandling af dine oplysninger, og dit land kræver samtykke fra en forælder, kan vi kræve din forælders samtykke, før vi indsamler og bruger disse oplysninger.
Vi har ret til at rette denne Privatlivspolitik fra tid til anden. Men vi skal nok give dig besked på den ene eller anden måde, når vi gør det. Nogle gange giver vi dig besked ved at ændre datoen, der står øverst i Privatlivspolitikken, som findes på vores websted og mobilapp. Andre gange får du en ekstra notits (f.eks. som en ny meddelelse på startsiden af vores websteder eller som en appnotifikation).